Om huset
Forsamlingshuset er et århundrede gammelt nationalt begreb, hvor glade danskere mødes til festligt og hyggeligt samvær! Tegn et medlemsskab af huset, så er du med til at bevare denne stolte tradition.
Huset blev i 1889 bygget på 2 måneder på et fællesareal i Hald, købt for den formidable sum af 150 kr – læs historien nederst på siden.
Forsamlingshusets vedtægter kan læses her (pdf-fil).
Bestyrelsen
Består af 6 medlemmer og 2 suppleanter, en revisor og en revisorsuppleant samt et marketing/web medlem.
Heine Smidt
Formand/udlejer
Frej Christensen
Næstformand
Britta Løth
Kasserer
Anders Bøcker Larsen
Sekretær
Mads Kærskov Jakobsen
Bestyrelsesmedlem
Ellen Jakobsen
Bestyrelsesuppleant
Peter Jakobsen
Bestyrelsesuppleant
Lizzie Bach
Revisor
Charlotte Carlsen
Revisor suppleant
Lene Skipper
Marketing/Web
Medlemskab af huset
Medlemskab af Hald Forsamlingshus koster det samme som i de foregående mange sæsoner, nemlig kun kr. 150,- (75,- for pensionister) for hele husstanden.
Medlemskab kan tegnes ved at indsætte beløbet på reg. 9070 konto 3970088007 eller MobilePay 52 62 86 (husk at påføre vej og husnummer) eller ved at betale for det til arrangementerne.
Husk! – foruden at støtte forsamlingshuset sparer du også penge ved leje af huset.
Forsamlingshuset kan altid bruge en hjælpende hånd – kontakt et medlem af bestyrelsen og tilbyd din hjælp – vi mangler altid en hånd til såvel små som større opgaver.
Forsamlingshuset har gennem årene fået støtte fra rigtig mange og vi er taknemlige for hver et bidrag
– TAK FOR STØTTEN!
Se bidragsyderne her
Historien
Lizzi Toftgaard har sammensat historien nedenfor om Hald Forsamlingshus, støvet frem via materiale fra egnsarkivet.
Forsamlingshuset blev i 1889 bygget på 2 måneder på et fællesareal i Hald, efter at alle lodsejerne havde solgt dette areal til Interessent-selskabet Hald Forsamlingshus for den formidable sum af 150 kr.
Byggeudgifterne blev på 2.300 kr., som 52 aktionærer havde bekostet. Selskabet blev stiftet den 13.10.1889, og der blev solgt aktier til 10 kr. pr. stk. Den 15.12.1889 blev huset brugt til den første generalforsamling, og den 22.12.1889 var der indvielsesfest.
Formålet med huset var dengang, at det skulle benyttes til foredrag, gymnastik, husflid og offentlige sammenkomster. Der blev også afholdt baller, og i 1930 vedtog man, at der ikke måtte nydes spiritus ved baller, ligesom berusede personer var forment adgang. Ballerne skulle slutte præcis kl. 2 nat.
Omkring huset var der et anlæg tilplantet med træer, og i 1943 besluttede man at tynde ud i beplantningen for at oparbejde et lille brændselslager.
I 1952 blev det vedtaget at udvide huset mod øst og nord, og i 1972 blev der installeret el-varme i hele huset.
I 1991 blev en udgået elm af Ole Barslund forvandlet til “Udråbsmanden”, som kalder til alskens begivenheder i Hald. Han holdt desværre kun ud til 2006, hvor han segnede om pga. ælde og råd.
I 2007 blev køkkenet totalt renoveret og siden er der løbende moderniseret og forbedret, så huset er klar til at modtage gæster. I dag bruges huset flittigt til familiefester, begravelser, teater, fællesspisning, bankospil m.m.